Efter 6 år på Roskilde Festival...

Filmanmeldelse #1: Split (2017)


Som noget nyt har jeg tænkt mig at anmelde en film i ny og næ. Ikke noget stort, bare lige mine umiddelbare tanker. Som udgangspunkt vil det give mest mening at anmelde nye aktuelle film, men jeg tror egentlig også jeg vil forbeholde mig retten til at snakke lidt om film som ikke nødvendigvis er sprit-nye. Jeg tror egentlig derudover, at jeg vil forsøge at undlade den refererende del. På den måde kan det måske også være det bliver lidt spoiler-venligt.

Split (2017)

Nå, men her til aften var jeg i Empire Bio og se Split af M. Night Shyamalan. Da jeg satte mig i biografsædet anede jeg ikke om jeg skulle til at se en gyser eller en thriller. Jeg havde virkelig ikke læst op på hvad jeg skulle se. Jeg vidste bare, at den handlede om en fyr med 23 personligheder som kidnapper nogle unge tøser.

Filmen starter ud med at være rimelig plausibel. Jeg var med på vognen. Skizofreni i den grad er jo ikke noget nyt. Og dét, at nogle skizofrene har personligheder med fx unikke sprogevner eller allergier er heller ikke noget nyt. Jeg har ihvertfald læst om det før. James McAvoy gør det rigtig fint i sin rolle som Kevin Wendel Crump. Det er en karakter som uden tvivl ikke er noget af det nemmeste at give sig i kast med. Han skal i bund og grund mestre 23 forskellige karakterer.

Senere hen begynder det dog at halte lidt. Der er ingen jump-scares eller på anden måde uhyggelige scener. Man behøver altså virkelig ikke at se den, hvis man forventer gys og kuldegysninger. Han er selvfølgelig lidt nøjeren til tider, men det er til at håndtere.

Efterhånden som filmen skrider frem og vi nærmer os “uhyret” (en 24. personlighed) begynder filmen at blegne lidt. Den 24. karakter går ud på at være et uhyre med nærmest overnaturlige kræfter. Han bliver fx skudt 2 gange med et oversavet jagtgevær uden at dø. Her bliver det lige lidt for utroværdigt. Hvis det var dét der var lagt op til, så ville jeg stadig være med. Men jeg ville egentlig hellere se en film om en ekstremt utilregnelig, skizofren person. Ikke en person som kan forvandle sig selv til noget overnaturligt.

Derudover så synes jeg virkelig, at der er alt for mange scener som indeholder 17-årige piger i undertøj eller med meget synlig kavalergang. Det lyder virkeligt snerpet, men jeg forstår ikke meningen med det. Ja, det er nogle kønne piger. Uden tvivl. Men at der bliver fokuseret så meget på deres kroppe synes jeg sender et eller andet svagt signal om at man desperat forsøger at fastholde interessen for hvad der sker på lærredet. Det bliver en anelse plat. Men okay. Så er der stadig noget de 13-årige drenge kan hygge sig over.

I mine øjne havde filmen en ret flad slutning. Jeg føler ikke at filmen blev rundet ordentligt af og der var for mange løse tråde. Havde filmen haft en decideret åben slutningen havde det fungeret, men det virker mere som om Shyamalan ikke rigtig ved hvordan han skal afslutte filmen. Den går hen og bliver en blanding imellem åben og lukket slutning, men med en intention om at skabe forventing om en efterfølger. Derudover er der en kæmpe reference til sidst i filmen, som de fleste Shyamalan-kendere vil opdage. Om det er en direkte indikation af hvad der måske sker i en mulig efterfølger ved jeg ikke.

Det som redder filmen fra at dumpe fuldstændigt er helt klart godt skuespil, fint manuskript og udmærkede billeder. Nogle af karakterene er ret firkantede, men det kan jeg godt leve med, når nu vi har en så kompliceret karakter som Kevin Wendel Crump. Jeg vil næsten kunne se alt, så længe skuespil og manuskript er i orden.

3/6 stjerner herfra.

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Efter 6 år på Roskilde Festival...