• Lasse Emil
  • Urbanees
  • Kevin Angelsø
  • Brothers Marfil
  • Ravi Holst
  • ···
En lille update på min tur til lufthavnen i aftes

Opskrift: Proteinrig hjemmelavet lasagne med spinat og hytteost

Jeg er virkelig glad for lasagne, men jeg kan ikke fordrage bechamelsovs som mange elsker at fylde deres lasagne op med. Jeg hader det virkelig. Jeg er derudover heller ikke til de der hurtige Knorr lasagner eller andet “hurtig-mad” generelt.

Denne her lasagne er proteinrig, men også rig på fedt og kalorier. Perfekt til en pind som mig som altid er i kalorieunderskud og gerne vil vokse lidt. Så det er altså ikke en lasagne man taber sig af. Heldigvis kan man udskifte ingredienserne med fedtfattige versioner og stadig holde på en masse proteiner. Lasagnepladerne kan også udskiftes med den grove version, hvis man vil undgå lidt kulhydrater.

Den her portion tager cirka 1 time at lave og der er cirka til 4 personer.

Jeg har selv til 3 dages aftensmad hvis jeg er alene om den, så det er derudover også en ret billig ret. Perfekt til SU-folket 🙂

Ingredienser:

  • 1 dåse flåede tomater (plejer at vælge dem med krydderier i)
  • 1 dåse tomatpurré
  • 1 stort løg
  • 1 pakke hakket oksekød
  • 1 pakke bacon i tern
  • 450 g hytteost
  • Cirka 450 g frossen helbladet spinat
  • 250 g revet mozzarella
  • Lasagneplader
  • Chili i flager eller pulver
  • Basilikum og oregano

Fremgangsmåde:

  1. Fint hakket løg og hvidløg puttes i en gryde med lidt olie og brunes.
  2. Tilsæt hakket oksekød og lad det brune. Tilsæt herefter lidt salt.
  3. Tilsæt flåede tomater og tomaturré og rør rundt.
  4. Tilsæt lidt chili, basilikum og oregano
  5. Steg en pakke bacon på en pande. Når det er som du bedst kan lide det, tilsætter du det til kødsovsen.
  6. Tilsæt spinat-kuglerne direkte i kødsovsen. Jeg plejer at dække kødsovsen med spinat og lige prikke dem ned, så kødsovsen dækker.
  7. Lad det stå i 10-15 minutter eller indtil spinaten er tøet op og rør så rundt så spinaten bliver jævnt fordelt i kødsovsen. (Hvis man har god tid kan man med fordel lade sovsen stå og simre i en times tid herefter. Man kan også sagtens skippe det og bygge lasagnen med det samme.)
  8. Start med et lægge et lag lasagneplader i et fad på cirka 30×40 cm (helst firkantet) så det dækker. Hvis det bliver meget større, så får du problemer med at have nok kødsovs til at dække alle lagene.
  9. Tilsæt så kødsovs så det dækker. Det er vigtigt at kødsovsen dækker pladerne, men også at der er nok kødsovs til de andre lag.
  10. Tilsæt halvdelen af hytteosten.
  11. Tilsæt evt. lidt mozzarella.
  12. Læg endnu et lag lasagneplader på så det dækker og gentag med kødsovs og den resterende halvdel hytteost og evt. lidt mozzarella.
  13. Læg det sidste lag lasagneplader på og dæk det med kødsovs.
  14. Læg til sidst et lag mozzarella over hele lasagnen. Jeg plejer at bruge hele posen hvis jeg også har drysset lidt mozzarella ind imellem lagene.
  15. Lad lasagnen få 20-25 minutter i en forvarmet ovn på 200 grader (varmluft).

Lasagnen er rigtig varm når den kommer ud, så det er en god idé lige at give den 10 minutters luft inden man begynder at spise.

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En lille update på min tur til lufthavnen i aftes