7 måneder efter operation af næseskillevæg

Jeg fik en næseskillevægsoperation i september 2021, efter at have haft problemer med vejrtrækningen i gennem mit højre næsebor i omkring 10 år.

10 år skulle det tage før jeg (læs: min kone) tog mig sammen og bestilte tid til en konsultation hos en øre-næse-halslæge.

Det var faktisk blevet så almindeligt for mig, at jeg aldrig rigtigt overvejede at få det tjekket, så hvis det ikke havde været for hende, så havde jeg sikkert stadig kun haft ét fungerende næsebor nu.

Mit problem bestod af, at mit højre næsebor stort set var ubrugeligt. Der kom næsten ingen luft i gennem.

Hvis jeg lukkede for mig venstre næsebor og forsøgte at trække vejret, så føltes det som om, jeg prøvede at trække vejret i gennem sugerøret til de der små juiceboxes børn får med i madpakken. Eller det gjorde jeg i hvert fald i 1999.

Det betød så, at jeg altid sov på min højre side, for så var der mindst risiko for, at mit venstre (og fungerende) næsebor blev stoppet til i løbet af natten, hvis jeg var bare det mindste snottet eller forkølet.

Og dét betød så, at jeg fik ondt i ryggen og nakken af at være bundet til at sove på den samme måde evigt og altid.

Konsultationen

Jeg fik tid til en konsultation omkring 6-8 uger ud i fremtiden og ja, det er måske lidt “lang” ventetid. Tror jeg. Men i mit tilfælde havde jeg jo allerede levet med problemet de sidste 10 år, så 6-8 ugers ventetid betød ikke det store. Jeg var bare glad for at der nu skete noget.

Da jeg kom ind til konsultationen beskrev jeg mit problem med vejrtrækningen så godt som jeg kunne og svarede på en masse spørgsmål om hvor længe det havde stået på og sådan noget.

Jeg vidste jo ikke på det tidspunkt, at min næseskillevæg var skæv, så jeg var faktisk lidt nervøs for, at der slet ikke var noget problem eller at det ikke var nok til at få en operation.

MEN.

Lægen kunne hurtigt konkludere, at den var helt gal med min næseskillevæg.

Og fuck, hvor var det dog rart at få konstateret. Jeg havde jo lært at leve med at blive kvalt i søvne og sove dårligt (vi troede faktisk at jeg havde søvnapnø på et tidspunkt), så det var betryggende, at få fortalt, at det altså ikke var normalt at have det sådan.

Operationen

Operationen tog ikke lang tid. Jeg mener det tog omkring 1 time.

Jeg ankom omkring kl. 10 (fastende) og var lagt i fuld narkose 30 minutter senere.

Omkring kl. 12 var jeg vågen igen efter en vellykket operation. Her lå jeg til “opvågning” i hvad der føltes som 30-40 minutter. Det gik ret stærkt, for jeg skulle bare være vågen nok til at kunne stå selv uden at svaje.

På det her tidspunkt var min næse fyldt helt op med silikoneskinner, sting og vat, så der var 0% luftgennemstrømning.

For at være helt ærlig, så var operationen det nemmeste ved det her. Der blev vitterligt bare knipset med fingrene og så var det overstået (fra mit perspektiv). Så hvis du selv overvejer en operation er næseskillevæggen, så lad ikke selve operationen stå i vejen for dig.

Efter operationen

Da jeg var kommet hjem (blev kørt af svigermor) var narkosen efterhånden fuldstændigt forduftet. Og det var også her det begyndte at bløde (det var helt normalt og noget jeg skulle forvente), hvilket godt nok var én af de hårdeste udfordringer ved operationen.

Da min næse jo var fyldt ud med vat løb blodet i stedet den anden vej og ned bagerst i munden. Det var lidt bøvlet og jeg havde rimelig ondt af mig selv på det her tidspunkt.

Det varede heldigvis ikke så længe. Da det var stoppet var den største udfordring, at jeg skulle lære, at jeg vitterligt kun kunne trække vejret gennem munden. Og det eneste jeg kunne få ned var flydende mad.

Så jeg fik koldskål og sodavandsis hele dagen.

 

En uge med silikoneskinner

Jeg skiftede vattet i næsen når det trængte til det, men ellers skulle jeg ikke gøre andet, end at forholde mig i ro. Og undgå at bøje mig forover. Ellers risikerede jeg at det begyndte at bløde igen.

Silikoneskinnerne skulle sidde i min næse i en uge, så næseskillevæggen groede rigtigt sammen.

Det var en sindssyg følelse at få dem fjernet. Det var møg ubehageligt fordi de sidder fast med sting, men jeg fik også lige en tur med en eller anden næse-støvsuger, som napper alt snot og størknet blod.

Timen efter silikoneskinnerne var fjernet og min næse var støvsuget var guddommelig. Jeg havde jo kun kunne trække vejret gennem munden, så det var jo helt vildt at mærke luft i næsen igen. Aldrig har jeg været så tør i munden, som efter at have sovet med helt åben mund hver dag i en uge.

Og forskellen på mit højre næsebor var også helt vild. Altså ikke udseendet, heldigvis. Jeg kunne ikke se forskel. Men det var lige så godt som mit venstre og normalt fungerende næsebor.

Tænk, at det var sådan normale mennesker trak vejret.

7 måneder efter operationen

Jeg var til en obligatorisk efterundersøgelse et 2-3måneder efter operationen, hvor lægen lige kiggede i min næse og tjekkede alt var som det skulle være.

Der er jo altid risiko for, at det gror skævt sammen igen, hvis man fx tager ud og får losset en fodbold i pæren ugen efter operationen.

Nu er der efterhånden gået 7 måneder siden jeg blev opereret og jeg har ikke haft en eneste komplikation. Min næseskillevæg er groet sammen som den skulle og jeg synes ikke, at jeg kan mærke forskel på min vejrtrækning i højre og venstre næsebor.

Min søvn er helt sikkert blevet meget bedre efter min operation og jeg behøver slet ikke tage hensyn til hvilken side jeg skal ligge på, som jeg ellers gjorde førhen.

Det har været en enorm gave at få fikset min næseskillevæg og jeg vil virkelig anbefale alle, som har vejrtrækningsproblemer pga. en skæv næseskillevæg, at kontakte en øre-næse-halslæge og få startet hele processen.

Det er virkelig ventetiden og helingsprocessen værd.

Hvis du selv lige nu går overvejer en næseskillevægsoperation og har spørgsmål til noget, så skriv endelig til mig, så skal jeg nok svare så godt jeg kan.