Sådan starter du en blog i 2022 – Begynderguide

Jeg har blogget on/off siden 2017 og undervejs har jeg gjort mig ret mange erfaringer.

Jeg startede med at ligge hos Nouw og var ret tilfreds med det. Det er til at finde ud af og visuelt stemte det meget godt overens med min stil.

Her tre år efter er jeg nu gået solo og står for det hele selv. Ligesom jeg bedst kan lide det.

Men det er ikke mig det skal handle om lige nu.

Det skal handle om hvordan du starter en blog.

1. Vælg navn og kategori

Det første du skal gøre er at tage stilling til hvad din blog skal hedde og hvad du vil skrive om.

Det kan være lettere sagt end gjort og lidt af en stopklods for mange.

Så hvis du har svært ved at vælge lige nu, så skal du bare vide, at det er helt normalt. Der er massere af plads til, at du kan vælge om længere nede af vejen.

Et par eksempler på de største kategorier i Danmark er fx:

  • Mode
  • Indretning
  • Mad
  • Mor
  • Træning/sundhed
  • Rejser

Hvis du ønsker at skrive om mad og dele opskrifter, så giver det mening at du navngiver din blog noget der er mad-relateret. Men det er selvfølgelig ikke super nødvendigt.

Der findes mange madbloggere, som ligesom jeg selv, har valgt at bruge deres borgerlige navn til deres blog.

Hvis du gerne vil skrive en masse personlige indlæg, så giver det også mening at bruge dit borgerlige navn.

2. Vælg platform

Det kan virke som et simpelt valgt, men der er faktisk lidt mere i det.

Du kan vælge mellem:

  • at være en del af et netværk, som fx Nouw og Bloggersdelight

ELLER

  • at være selvstændig

Der er fordele og ulemper ved begge dele og hvad der er bedst for dig, kommer meget an på hvor du ligger på et par forskellige parametre.

Blognetværk

Vil du bare i gang og begynde at skrive indlæg? Er du mere komfortabel med, ikke at skulle gøre så meget når det kommer til al det tekniske arbejde der ligger bag bloggen?

Så skal du nok kigge efter et blognetværk, du kan joine.

Se evt. på de her:

De fleste blognetværker tilbyder muligheden for en gratis (men begrænset) blog og en form for “plus”-medlemskab med lidt flere fordele/muligheder.

Fordele

Fordelen ved et blognetværk er, at du ikke behøver gøre så meget andet end af skrive indlæg og tage et par “simple” designvalg i forhold til hvilken font du vil bruge og hvilket billede du vil bruge i din header. Al det tekniske og bøvlede er allerede gjort for dig og hvis der skulle være problemer, så kontakter du bare supporten.

Derudover så kan det være rart, at følge lidt med i hvad de andre bloggere laver og det er en fin mulighed for at lære ligesindede lidt at kende.

Når du er en del af et netværk får du som regel også lidt trafik fra deres forsider.

Ulemper

Ulempen er at det kan være frustrerende, at være låst fast inde for de muligheder blognetværket har stillet. De bestemmer fx i grove træk hvordan blogdesignet skal se ud og hvilke Google AdSense reklamer der bliver vist.

Derudover så skal de jo også tjene nogle penge. Derfor tager de som regel en ret stor bid af kagen, når det kommer til reklameindtægter. Bloggersdelight tager cirka 50% af alle bloggens indtægter.

Selvstændig blogger

Vil du være hands-on i alt der har med din blog at gøre? Altså installering af WordPress og temaer, opsætning af DNS, 301 redirects, lidt HTML og CSS, webdesign, opsætning af nyhedsbrev og aaalt det?

Så er en selvstændig blog nok det rigtige for dig.

Fordele

For mange kan det være skræmmende at skulle rode med de tekniske ting på egen hånd, men for andre (inkl. mig selv) så er det en befrielse.

Du kan få det præcis som du vil ha’ det.

Du kan vælge hvilket som helst design.

Hvis der er noget som ikke fungerer, så kan du fikse det med det samme og behøver ikke kontakte en eller anden support-medarbejder som ikke lige er på arbejde.

Hvis man selv er i stand til at arbejde med det, så er det en enorm ulempe, at være låst ude af maskineriet, som man er på et blognetværk.

Samtidig, så høster du også 100% af indtægterne, da der jo ikke er andre end dig selv, som skal have en bid.

Ulemper

Ulempen er naturligvis, at der er mere arbejde i det. Meget mere arbejde.

Det afspejler indtægten til gengæld også, så her må man vurdere om det er dét værd.

Hvis man ikke har ambitioner om at skulle tjene en eneste krone på sin blog, så kan det ikke betale sig at gøre alt selv. Det er helt sikkert.

Hvis du bliver hacket og din blog går ned, så er det bare synd. Så ligger lorten hos dig og kun dig og der er ikke noget der bare løser sig selv.

3. Vælg et tema og opsæt din blog

Når du har valgt, om du vil ligge hos et netværk eller være selvstændig, så er det tid til at opsætte din blog.

Mængden af hvor meget arbejde der er her, afhænger selvfølgelig af, om du er selvstændig eller ej.

Hos et blognetværk

Hvis du er hos et blognetværk, så skal du bestemme dig for hvilken font og hvilke farver du vil bruge. Der skal måske skrives en lille bio om hvem du er og hvad for noget indhold du laver.

Derudover skal du måske bruge et logo og billeder til din header.

Det kan godt tage lidt tid at få det hele på plads, men det plejer at være meget ligetil.

Som selvstændig

Hvis du er selvstændig, så vil jeg stærkt anbefale dig at oprette et WordPress-site. Det kan du gøre hos fx Simply, hvor du også køber domæne og hosting. WordPress installeres også derfra med ét klik.

Når du har din WordPress-side oppe og køre, så er det tid til at finde et værdigt tema.

Dem er der tusindvis af. Nogle er gode til det ene, men elendige til det andet.

Du bør som udgangspunkt vælge et blog-baseret tema. Og med dét mener jeg, at det er skabt til bloggere.

Der findes nemlig mange temaer som er udviklet med WooCommerce for øje (altså webshops) og de har naturligvis nogle helt andre prioriteter.

Der findes rigtig mange gratis blog-baserede temaer (fx standard temaerne), men jeg kan varmt anbefale at købe et tema til et par hundrede kroner.

De plejer at være lidt mere fancy og have lidt flere muligheder.

Du skal også overveje hvilke plugins du har brug for, men det hører nok til et indlæg for sig selv.

4. Skriv dit første indlæg og udgiv

Bare skriv.

Seriøst.

Det kan være svært i starten, hvis man ikke ved præcist hvad man vil skrive om.

I virkeligheden er det lidt ligegyldigt hvad du starter med at skrive om, for det bliver næsten ikke godt uanset hvad. Men ved du hvad? Sådan har det været for alle.

Man skal lige finde sin “stemme” og finde ud af hvordan man bedst kan lide at skrive.

Jeg forsøger altid at skrive som jeg taler og så skrive til læseren i stedet for at skrive til mig selv, som om det var en dagbog.

Andre skriver mere formelt.

Tryk på udgiv

Når du har skrevet dit indlæg, så er det ved at være tid til at udgive det. Oh shit, I know. Nøjeren.

Her er det også ret naturligt at tøve lidt. For så er det jo pludseligt out there. Og alle kan se det.

Men skal jeg lige fortælle dig en lille hemmelighed?

Der er nærmest ingen som kommer til at læse det.

Øv bøv. Men det er der ikke. Folk er ligeglade. Folk aner ikke du måske lige har siddet og krænget hjertet ud som på internettet. Sådan er det bare.

Men efterhånden som du får skrevet, så begynder der at komme folk til.

Måske fra dine andre some-kanaler. Måske fra google. Måske fra andre bloggere som nævner dig.

Langsomt begynder din blog at vokse sig større i takt med at antallet af indlæg og indholdet øges.

Hvis jeg skal give ét tip videre, så er det, at du skal passe på, at du ikke brænder ud for hurtigt.

Man behøver ikke skrive hver dag. Eller hver anden.

Gør det når du har lyst og når du ikke har lyst, så lad være. Det må ikke blive en pligt.

Og når du ikke ved hvad du skal skrive om, så lad være. Brug i stedet tiden på at få inspiration andre steder og skriv idéerne ned, når du får dem.

For jeg lover dig, at du kommer ikke til at kunne huske, den idé du fik i metroen kl. 7.30 for fire dage siden.

 

Done.

Hvis du har spørgsmål til noget, så smid en kommentar i kommentarfeltet. Så skal jeg nok svare på godt jeg kan.

Fik du læst indlægget: Sådan gemmer du billeder på iPhone fra Google Drev